Når man syr selv, er det altid en interessant diskussion. Skal man stræbe efter det helt præcise butikslook, så det fuldstændigt ligner noget, man har købt? Eller må man gerne kunne se, at man har lavet det selv? Hvorfor er det egentlig, at man stræber efter, at det skal se købt ud? Jeg mener, hvem ville prøve at få sine boller i karry til at smage nøjagtigt som en færdigret?
Det har selvfølgelig også noget at sige, hvor erfaren man er. Hvis man dårligt nok kan koge et æg, så er det også være ret sejt at nå dertil, hvor man kan få sin mad til at smage som en færdigret fremfor "ingenting" eller "brændt på". Og der skal i hvert fald være plads til os alle, og der skal ikke peges fingre.
Trenden blandt ungdommen, der begynder at sy, når de er teenagere eller unge voksne, er, at det ikke behøver at være så perfekt, og at det skal gå stærkt. Man gider ikke altid bruge mønstre eller alle de gode råd, som tidligere generationer holdt fast i. Jeg synes, at det er godt, fordi folk så kommer i gang - ud over stepperne og find ud af, hvor fantastisk en symaskine kan være. Men jeg synes også, at det er også lidt skidt, for hvis man ikke lærer lidt om håndværket, risikerer man at sidde fast i kun at kunne sy enkle ting uden ret meget facon, fordi man aldrig har lært, hvordan man gør.
Man skal heller ikke lade sig begrænse. Slet ikke af, hvad andre mener. Men jeg vil nu alligevel vise jer et par billeder (fra
http://sewmamasew.com/blog2/?p=16841):
Jeg skal slet ikke afvise, at det kommer sig af, at jeg ikke er fashion forward. Men jeg synes bare, at det er synd, at man har brugt tiden på at brodere en rose, når man så syr den på et hårbånd med rå kanter. Hvad tænker I?